Formandens Beretning, VAIF 2010
Først det sportslige og især senior siden, senere vil ungdomsudvalget berette om årets gang hos ungdommen.
For serie 3`s vedkommende, må vi sige at det faktisk gik OK.. Holdet sluttede faktisk godt og stærkt af her i efteråret. Vi har idet forløbne år mistet en del spillere, både til naboklubber og nogle som p.gr.a. uddannelse må flytte væk fra Thy. Men på trods af mangel på flere etablerede førsteholdsspillere har de spillere som kom op, enten fra 2.holdet, eller fra oldboys holdet gjort det rigtig godt.
Det har selvfølgelig været et hårdt efterår for 2.holdet, som virkelig har været hårdt ramt af afbud. Vi har været nødt til at melde afbud til 4 ud af 10 kampe. Ikke særlig tilfredsstillende. Vi må selvfølgelig også sige at med en ynglinge hold tilmeldt sammen med Hurup, har taget en del af de unge folk, som de sidste år har spillet på både serie 3 og serie 4.
Vi håber, at når de der spiller U19 i år næste år spiller Senior, at det så bliver nemmere at stille 2 senior hold.
Som konsekvens af mangel på spillere i det kommende år, har vi aftalt efter et fælles møde, den 24. november med Old Boys spillerne, at de godt vil være behjælpelige med at få 2. holdet til at fungere. TAK for det.
Til slut en tak til dig Peter for godt samarbejde i det forgangne år. Det er blevet til en del Sms og snak.
Hos U19 kommer Brandt ind som træner det næste år. Det er jeg også sikker på bliver rigtig godt. Du er jo godt på vej til at uddanne dig til Elite træner, sammen med Martin B. Godt at I vil bruge tiden på det.
Som afslutning på senior siden vil jeg bare opfordre til at vi alle møder op til træningsstart lørdag d. 12. februar. Som det ser ud lige nu, er det udsigt til bedre baner end sidste år. Husk Old Boys og FCKoner.
På ungdoms siden vil jeg nævne det tætte samarbejde vi har med Hurup. Det fungerer stort set udmærket. Der vil selvfølgelig være ting som kan gøres bedre. Men vi er både i bestyrelsen, og ungdomsudvalget enige om , at det er det der er det bedste for vore unge mennesker.
Det giver større udfordringer, der er flere til træning, man kan godt engang imellem melde afbud til en kamp uden dårlig samvittighed, der er andre til at tage over. Det skal også siges at der på ledelses niveau, er god harmoni med Hurup, og især med koordinator Karsten Hansen.
Hvis der er lidt negativt at sige, er det at det er lidt dyrere at få trænere, vi bruger også lidt flere på grund af flere hold. Men der er en tendens til at det bliver lidt dyrere, så det er noget der må fokuseres på i fremtiden
Forårsmessen :
Forårsmessen i Marts gik rigtig godt og gav et pænt overskud. Det er efterhånden et særdeles professionelt team, som står bag messen. Ole, Arne, Knur, Steen og Post. En stor tak til jer for de mange timer I lægger i det. Den pose penge der bliver samlet ind, gør en stor hjælp til den daglige drift. Ærgerlig det kun er hvert andet år.
Vi håber at der også de næste mange år er en messe i Vestervig-Agger hallen. Tak til jer alle.
Hvad angår Havnefestudvalget, så består den stadig, men har ikke endnu fundet afløseren for havnefesten. Vi har dog igen i år været behjælpelige ved Thinghus kroens julefrokoster. I år var det 2 aftener, hvor vi hjalp, for et pengebeløb som vil fremgå af regnskabet. Der står et større beløb på en fælles konto for havnefestudvalget.
Vi vil fra bestyrelsens side sørge for at det beløb bliver bragt en del ned, så pengene kan gøre mere gavn i de to forenings kasser.
Fodboldskolen kommer ikke i 2011. Der er desværre for lidt opbakning til at køre videre. Efter hvad vi har kunnet finde ud af, er en det blevet for dyrt for mange forældre. Det koster over 700 kr pr. barn for de 5 dage, plus mange af de der er med også skal til Vildbjerg Cup, og der skal betales kontingent til klubben. Det er blevet for meget. Jeg har personlig talt med DBU om der, og de siger at det nok er blevet for meget, vi må se hvad der sker fremover.
En TAK til Rasmus Højbjerg, for hans store energi i Fodboldskolen
Vildbjerg Cup.
Igen i år var vi en del til Vildbjerg Cup
Det gik godt på alle fronter, både sportsligt og samværet var godt.
U17 drengene fik helt til tops og U12 drengene blev nr. 2.
Men alle gjorde det rigtig godt.
Tak til Britta, for at være tovholder i hele forløbet, op til og under Vildbjerg Cup.
Til næste år bliver det på samme plads som Hurup, håber også det vil køre godt.
Hvad angår Cafeteriaet, så er der stadig ikke fundet en permanent løsning, men med indkøb af slik og sodavands automat er det da blevet meget bedre.
Vi håber stadig, at der kommer en løsning med en person, der vil stå for den daglige drift.
Desværre har vi oplevet noget meget trist omkring indbrud i Cafeteriaet.
Der er blevet stjålet flere ting i løbet af efteråret, både penge og slik og vand.
Utrolig at nogle kan finde på at stjæle fra nogen som frivillig bruger masser at tid på at samle penge ind for andre.
Der har også været person tyveri i efteråret: penge, mobiltelefon, cigaretter og punge. Vi håber vedkommende holder sig væk nu.
I det forløbne år har vi tegnet nye total sponsorer. Og har derved fået nye trøjer til
1. og 2. holdet. Det gik faktisk bedre end vi havde frygtet.
Der er også lagt op til en fornyelse af hoved sponsoratet med Sparekassen Thy på 15000 kr pr år de næste to år .
Til slut en kik fremad.
Hvad sker der i løbet af de næste år for VAIF ??
Mange ting afhænger af opbakning fra forældre, hjælpere, spillere, træner og ledere.
Vil vi ofre det der skal til for at det der er gang i nu, vil køre fremover og udvikle sig positivt. ??
Vil vi kunne stå sammen og hver især afgive lidt af os selv, for at det skal kunne lykkes?
I en forening med samarbejde med andre foreninger, må man både kunne tage og give.
Vi er en klub med holdsport, hvor der selvfølgelig skal være plads til den enkelte, MEN hvor den enkelte ikke må køre solo, og derved ødelægge muligheden for at holdet kan udvikle sig.
Jeg vil gerne sige tak til alle der i det forgangne år, på en positiv måde har været med til at udvikle VAIF. Det gælder sponsorer, trænere, forældre, spillere, udvalg, bane- og omklædnings personalet, og bestyrelsen.
TAK til jer alle sammen.